5 stjerner på Trustpilot

Samlevende uden børn? | Sådan fordeles arven efter ugifte →

Sådan fordeles arven efter jer

- når I er ugift samlevende og ikke har børn:

Jeres familier arver alt fra jer begge!

Som ugifte samlevende, der ikke har børn, vil jeres respektive familier, dvs. forældre, søskende, nevøer og niecer arve alt fra jer, når I hver især går bort, hvis ikke I har oprettet et testamente.

Det gælder altså både hele den førsteafdødes formue såvel som hele den længstlevendes formue. I vil aldrig kunne arve hinanden automatisk, og det er uden betydning, hvor længe I har boet sammen – eller om I i øvrigt senere måtte få børn sammen.

Ugift samlevende arver ikke hinanden automatisk

Det er en udbredt misforståelse, at man som ugift samlevende automatisk kommer til at arve hinanden efter et bestemt antal år – I vil aldrig komme til at arve hinanden automatisk.

Det er åbentlyst, at det for mange ugifte samlevende vil være meget uheldigt, hvis hele den førsteafdødes formue tilfalder den pågældendes familie, og der intet er til den efterlevende.

I kan heldigvis nemt ændre på dette uheldige udgangspunkt ved at oprette et fælles testamente.

Stil jer arveretligt som ægtefæller

I testamentet vil I kunne bestemme, at den længstlevende skal arve hele den førsteafdødes formue.

Vi tager højde for fremtiden:
Og bare rolig – vi indretter selvfølgelig testamentet sådan, at det stadig gælder, hvis I har planer om senere at få børn sammen, og/eller vælger at gifte jer. Da også ægtefæller vil kunne arve mere efter hinanden ved at oprette et fælles testamente, vil det derfor altid give mening for jer at oprette et testamente sammen, også selvom I måtte have planer om  senere at gifte jer.

Udvidet samlevertestamente
Hvis I ønsker det, indretter vi jeres testamente som et såkaldt “udvidet samlevertestamente”. Det har nemlig betydning, hvis I har planer om senere at få børn sammen. Det særlige ved et udvidet samlevertestamente er, at det – udover at sikre jer maksimal arv til hinanden – også medfører en række rettigheder for jer, som ellers normalt er forbeholdt ægtefæller.

Man kan sige, at I med et udvidet samlevertestamente vælger at stille jer som ægtefæller, der derudover vil arve mest muligt efter hinanden. Hvis I senere får børn, vil den længstlevende som følge af jeres udvidede samlevertestamente arve 7/8 efter den førsteafdøde, hvilket svarer til, at man som længstlevende står tilbage med 15/16 af den samlede formue.

Vi sørger således i testamentet for, at I i alle tilfælde kommer til at stå bedst muligt over for hinanden arvemæssig, hvis dette er jeres ønske.

Hvem skal arve jer i sidste ende?

Hvis I gerne vil undgå en situation, hvor tilfældige familiemedlemmer vil komme til at arve jer, men gerne selv vil bestemme, hvem der skal være jeres arvinger i sidste ende, er der blot endnu en god grund til at oprette et fælles testamente.

Testamentet vil sagtens både kunne tage højde for, at I senere får børn sammen, som skal arve jer, men samtidig fastsætte, hvem der skal arve, hvis I ikke får børn sammen.

I kan i testamentet desuden fastsætte, hvilke vilkår, der skal gælde for den arv, som jeres arvinger modtager fra jer – f.eks. at den skal være arvingernes særeje, samt meget andet (se nærmere nedenfor).

Hvad kan vi bestemme i testamentet?

Særeje - lad arven blive i familien

Det er muligt for jer at bestemme i testamentet, at arven, som jeres arvinger modtager fra jer, skal være deres “særeje”.

Når arven er særeje, betyder det helt konkret, at arven kan holdes udenfor en evt. bodeling i tilfælde af skilsmisse mellem arvingen og arvingens ægtefælle. Arvingen kan altså beholde hele arven og skal ikke aflevere halvdelen til sin tidligere ægtefælle. Dermed beholdes mest mulig arv i egen familie.

Læs mere om særejebestemmelse her →

Båndlæggelse af arven

Hvis en arving er under 18 år, når I går bort, er udgangspunktet, at arven bliver indsat på en låst konto og først bliver udbetalt, når arvingen fylder 18 år – men denne aldersgrænse kan I vælge i testamentet at ændre i både nedad- eller opadgående retning.

I kan f.eks. bestemme, at den enkelte arving først må få udbetalt arven, når han/hun fylder 21 år – eller evt. dele udbetalingen op, så et bestemt beløb udbetales, når arvingen fylder 18 år, mens resten frigives ved f.eks. 21 år.

Læs mere om båndlæggelse af arv →

Hvad kan vi f.eks. bestemme i vores testamente?

  • Sikre mest mulig arv til hinanden
  • Indsætte flere arvinger og selv vælge arvefordelingen mellem dem
  • Beskære arven for bestemte arvinger til kun tvangsarv
  • Fordeling af værdifulde aktiver mellem arvingerne
  • Sikre at arvingerne får mulighed for at kunne overtage huset
  • Gøre arven til arvingernes særeje
  • Båndlægge arven indtil arvingen fylder en bestemt alder
  • Tildeling af et bestemt beløb til andre end jeres arvinger
  • Fordeling af jeres indbo
  • Udpegning af bobestyrer (advokat)
  • Indsættelse af en personlig hilsen til arvingerne
  • Donation til velgørenhed
  • Hensættelse af beløb til begravelsesomkostninger

Christian L. Hedegaard
Indehaver, jurist (cand.jur.)

Skal vi sikre jer bedst muligt?

93 91 91 24

0
    0
    Din kurv
    Kurven er tom