Hvis du er alene og ikke har børn, vil din formue tilfalde din familie, dvs. forældre, søskende, nevøer og niecer, hvis ikke du har oprettet et testamente.
Hvis du gerne vil undgå en situation, hvor tilfældige familiemedlemmer vil komme til at arve dig, men gerne selv vil bestemme, hvem der skal være dine arvinger, er der god grund til at oprette et testamente.
Du kan i testamentet desuden fastsætte, hvilke vilkår, der skal gælde for den arv, som dine arvinger modtager fra dig – f.eks. at den skal være arvingernes særeje, samt meget andet (se nærmere nedenfor).
Hvis de personer, du ønsker, der skal være dine arvinger, alle befinder sig udenfor “nærmeste familie”, vil det i mange tilfælde kunne svare sig at gøre brug af den såkaldte ’30 %-metode’.
Metoden går ud på at spare arvingerne for arveafgift ved at donere en del af arven til velgørenhed. Samlet set vil dine arvinger beløbsmæssigt stå tilbage med en større arv samtidig med, at du støtter et godt formål.
Du kan også i mange tilfælde få dækket omkostningerne til oprettelse af dit testamente fuldt ud, hvis du testamenterer et bestemt beløb til en eller flere bestemte velgørenhedsorganisationer (herunder i mange tilfælde også ved brug af 30%-metoden).
Vi afregner omkostningerne direkte med organisationen, så du ikke engang behøver lægge ud for omkostningerne.
Læs mere om gratis testamente ved donation til velgørenhed ->
Det er muligt for dig at bestemme i testamentet, at arven, som dine arvinger modtager fra dig, skal være deres “særeje”.
Når arven er særeje, betyder det helt konkret, at arven kan holdes udenfor en evt. bodeling i tilfælde af skilsmisse mellem arvingen og arvingens ægtefælle. Arvingen kan altså beholde hele arven og skal ikke aflevere halvdelen til sin tidligere ægtefælle. Dermed beholdes mest mulig arv i egen familie.
Hvis en arving er under 18 år, når du går bort, er udgangspunktet, at arven bliver indsat på en låst konto og først bliver udbetalt, når arvingen fylder 18 år – men denne aldersgrænse kan du vælge i testamentet at ændre i både nedad- eller opadgående retning.
Du kan f.eks. bestemme, at den enkelte arving først må få udbetalt arven, når han/hun fylder 21 år – eller evt. dele udbetalingen op, så et bestemt beløb udbetales, når arvingen fylder 18 år, mens resten frigives ved f.eks. 21 år.
