5 stjerner på Trustpilot

Særeje i testamentet → Fordele ved særeje og hvordan foregår det

Særeje

- lad arven blive i familien

Hvad er særeje?

Når I opretter testamente, kan I frit bestemme, at arven efter jer skal være “særeje”. Hvis arven er særeje, skal jeres arvinger bl.a. ikke dele arven fra jer ved skilsmisse fra en evt. nuværende eller fremtidig ægtefælle, og arven bliver således så vidt muligt i jeres familie.

Det er desuden op til jer, om det skal være muligt for jeres arvinger senere at kunne ændre eller fjerne særejebestemmelsen over deres arv, hvis de måtte ønske dette.

(Hvis man ønsker særeje i sit eget ægteskab, skal man oprette en ægtepagt)

"Hvis arven er særeje, skal jeres arvinger bl.a. ikke dele arven fra jer ved skilsmisse fra en evt. nuværende eller fremtidig ægtefælle"

Hvad er udgangspunktet uden særeje?

Et ægteskab kan groft sagt ophøre på 2 måder – enten ved separation/skilsmisse eller ved dødsfald.

Når to personer vælger at gifte sig, bliver begge deres formuer såkaldt ‘delingsformue’. Det betyder, at når ægteskabet på et senere tidspunkt ophører, uanset om det er pga. separation/skilsmisse eller dødsfald, da skal den samlede “delingsformue” deles ligeligt imellem ægtefællerne.

Regneeksempel – ingen særeje:
Hvis den ene ægtefælle f.eks. har en formue på 3 mio. kr., og den anden ægtefælle ejer har en formue på 1 mio. kr., så får hver ægtefælle således 2 mio. kr. med sig – det betyder i praksis, at den ene ægtefælle må aflevere 1 mio. kr. til den anden ægtefælle (eller til dennes arvinger, hvis ægteskabet er ophørt pga. dødsfald).

Hvilken betydning får en særejebestemmelse?

Hvis I bestemmer, at arven fra jer er særeje for arvingen, vil det altså betyde, at arvingen kan få lov at holde arven fra jer udenfor en ligedeling i anledning af separation/skilsmisse og evt. dødsfald.

Regneeksempel – særeje i testamentet:
Vi forestiller os, at det er jeres arving, der i eksemplet ovenfor er dén ægtefælle, der har en formue på 3 mio. kr., og at 1 mio. kr. heraf stammer fra arven fra jer. I har i testamentet bestemt, at arven skal være arvingens særeje.

I dét tilfælde vil jeres arving kunne beholde arven på 1 mio. kr., og det vil herefter udelukkende være arvingens øvrige 2 mio. kr., samt eks-ægtefælles formue på 1 mio kr., i alt 3 mio. kr., som skal lægges sammen og ligedeles.

De nu tidligere ægtefæller får derfor hver 1,5 mio. kr. fra ligedelingen af delingsformuen, mens jeres arving derudover beholder sine 1 mio. kr. i arv fra jer – og altså dermed i alt står med 2,5 mio kr. frem for de 2 mio kr., som ellers var udgangspunktet.

Hvilke særejetyper kan man vælge i et testamente?

1) Kombinationssæreje

Ved kombinationssæreje er der først og fremmest særeje ved separation og skilsmisse. Det betyder, at din arving ikke skal dele arven, hvis arvingen skulle blive separeret eller skilt fra sin ægtefælle. Hvis din arvings ægtefælle dør før din arving, er der også særeje, så arven holdes udenfor, når der skal foretages en ligedeling af ægtefællernes formuer inden selve arvefordelingen. Hvis din arving derimod dør før sin ægtefælle, er der ikke særeje, og arven regnes derfor med i ægtefællernes samlede formue og vil først og fremmest skulle ligedeles mellem ægtefællerne, inden man foretager arvefordelingen efter din afdøde arving. Hvis din arvings ægtefælle vælger at sidde i uskiftet bo, vil arven også kunne indgå heri.

Denne type særeje stiller din arving bedst muligt ved en evt. skilsmisse, og ved ægtefællens død, men stiller samtidig ikke din arvings ægtefælle dårligere, hvis din arving går bort først.

2) Fuldstændigt særeje

Ved fuldstændigt særeje er der både særeje ved separation, skilsmisse og død.

Dermed vil arven skulle holdes udenfor arvingens og dennes ægtefælles ligedeling af formuen, uanset hvordan ægteskabet ophører, og midlerne vil ikke kunne indgå i et eventuelt uskiftet bo, men skal fordeles straks ved din arvings død.

3) Fuldstændigt særeje med succession

Ved fuldstændigt særeje med succession gælder det samme som ovenfor om fuldstændigt særeje. Du kan i forlængelse af det fuldstændige særeje bestemme, at dén arv, som dine arvinger modtager fra dig, skal tilfalde deres egne livsarvinger - og f.eks. ikke deres ægtefælle. Dermed vil mest mulig arv blive i familien og ikke skulle tilfalde evt. svigerbørn.

Den arv, som du har bestemt arvesuccession over, kan din arving ikke selv testere over i et testamente - den er "låst" til den næste generation.

Hvor mange bestemmer særeje i testamentet?

* baseret på vores kunders ønsker

Kombinationssæreje
0 %
Fuldstændigt særeje
0 %
Fuldstændigt særeje m. succession
0 %
Ønsker ikke særeje
0 %

Christian L. Hedegaard
Indehaver, jurist (cand.jur.)

Har du spørgsmål til en jurist?

93 91 91 24

0
    0
    Din kurv
    Kurven er tom