Hvis en afdød person var gift og havde børn, men ikke havde oprettet testamente inden sin død, arver den efterlevende ægtefælle som udgangspunkt kun 1/2 af formuen, mens 1/2 skal udredes i arv til børnene.
Det betyder, at hvis der skal ske en egentlig bobehandling (skifte), skal den efterlevende ægtefælle udrede halvdelen af den førsteafdødes formue i arv til førsteafdødes livsarvinger, og det vil ofte have store konsekvenser for den længstlevende ægtefælle.
Det kan bl.a. betyde, at man er nødt til at sælge hus eller andre værdifulde aktiver, for at der er råd til at betale arvingerne. En løsning, som ofte hverken er i den afdøde ægtefælles, den længstlevende ægtefælles, eller i arvingernes interesse – og det er for at undgå denne situation, at reglerne om uskiftet bo i sin tid blev indført.
‘Uskiftet bo’ betyder, at man som efterlevende ægtefælle overtager hele sin afdøde ægtefælles formue, og at arven først opgøres og fordeles til arvingerne, når også den efterlevende ægtefælle er gået bort.
Det betyder altså, at der ikke sker en egentlig bobehandling (kaldet ‘skifte’) efter den førsteafdøde ægtefælle – deraf navnet uskiftet bo. Efterlevende ægtefælle får i stedet ‘en ejers rådighed’ over hele fællesboet, indtil vedkommende selv går bort. Uskiftet bo er således en undtagelse til det almindelige udgangspunkt om, at arven efter en afdød person opgøres og fordeles umiddelbart efter dødsfaldet.
Når den efterlevende ægtefælle går bort, sker der et ‘skifte’ med arvefordeling til arvingerne, og her fordeles formuen med 50% til den førsteafdøde ægtefælles livsarvinger og 50% til den længstlevende ægtefælles livsarvinger.
Det er ikke helt uden ulemper at vælge uskiftet bo, og man bør ikke indrette sig efter ‘blot’ at skulle sidde i uskiftet bo efter hinanden – det skal og bør først og fremmest ses som en nødløsning for de ægtefæller, der ikke har nået at sikre hinanden med et fælles testamente, mens de begge var i live.
Det er i øvrigt en minimumsforudsætning for, at I kan sidde i uskiftet bo efter hinanden, at I begge har en positiv formue på tidspunktet for den førstes død.
Det bedste I som ægtefæller kan gøre for at sikre hinanden, er klart at oprette et fælles testamente, hvor I testerer mest muligt til hinanden.
Ægtefæller kan i et testamente øge arven til hinanden fra 1/2 til 7/8, hvilket svarer til, at den længstlevende vil kunne stå tilbage med 15/16 af jeres fælles formue.
Hvis I vælger at kombinere testamente og ægtepagt, vil I endda kunne stille den længstlevende med 31/32 af formuen.
Længstlevende kan herefter frit gifte sig igen, hvis vedkommende ønsker der, og man slipper i øvrigt for at være bundet af nogen af øvrige begrænsninger, som følger med at vælge uskiftet bo.
Det bør tilføjes, at jeres oprettelse af et testamente ikke hindrer den længstlevende mulighed for at vælge alligevel at sidde i uskiftet, men i stedet udvider jeres muligheder. Oprettelse af testamente er derfor klart det bedste, I kan gøre for at sikre jer ved den førstes død.
Når den første ægtefælle går bort, vil det være den længstlevende ægtefælles helt egen beslutning, om han/hun ønsker at sidde i uskiftet bo, eller om der skal ske arvefordeling efter testamentet – alt afhængigt af, hvordan tingene ser ud på dét tidspunkt.
